tirsdag den 4. juli 2017

TOKYO - DAG 4

Idag startede vi med at tage metroen til Gaiemmae. Her besøgte vi tegnestuen Kengo Kuma And associates. Besøget bød bl.a. på en meget lang elevatortur, da 'nogen' lænede sig op af alle knapperne (citat  Claus: 'det var altså ikke mig'). Herefter fik vi en rundvisning af tre arkitekter, der fortalte om arbejdet på tegnestuen. De viste os deres lokaler og arbejdspladser, og fortalte om deres nyetablerede modelteam. Vi så nogle af deres tidligere og igangværende projekter i model og hørte om hvilke arbejdsopgaver man har som praktikant ved tegnestuen. Besøget gav et indblik i hvor meget en japansk tegnestue adskiller sig fra en dansk i forhold til plads, lokaler og arbejdstider. 

Dagen viste sig at være en af de varmeste på turen, og efter besøget på tegnestuen, gik vi svedende mod Roppongi Hills gennem Aoyama Kirkegård. Roppongi Hills er et område med shopping, kontorer og boliger. I centrum af Roppongi Hills ligger Mori Art Tower, som efter en elevatortur uden problemer på 52. etage tilbyder et flot view ud over hele Tokyo. Dette view gav et indtryk af hvor ufatteligt stor en by Tokyo er, da byen nærmest synes uendelig. 


Fra Roppongi Hills gik turen videre til National Arts Center, tegnet af Kurokawa. Her holdt gruppen frokostpause og så museet og især dets bølgende facade. Herudover var der tid til at se de altid populære museums/souvenir shops.


Ikke langt fra National Art Center ligger Tokyo Midtown, som er et stort shopping kompleks med kontorer fra 2007. Komplekset ligger i forbindelse med museet 21_21 design sight tegnet af Tadao Ando, hvor gruppen så en gratis udstilling, hvor beskuerne blev opfordret til at lægge sig i senge med udsigt til parken. Som trætte studerende tolkedes denne opfordring naturligvis som en mulighed for en lur. 


Efter 21_21 gik gruppen gennem Midtown Garden og Hinokicho Park og gjorde stop ved en lille sø. Her nåede dagen sit højdepunkt, som det ses i videoen herunder. 


En lang togtur og for manges vedkommende en lur senere, var gruppen i Yokohama. Her skulle vi se Yokohama Terminal tegnet af FOA. Terminalen er udover at være ankomst til Yokohama og Tokyo, et urbant landskab, der indbyder til ophold og aktiviteter. Dette blev efterprøvet med forskellige aktiviteter og blev efterfulgt af dagens sidste lur. 




Dagen sluttede af med at spise aftensmad i gamle fabriksbygninger. 


søndag den 2. juli 2017

TOKYO - DAG 3

Idag havde vi alle en fridag. Det var forskelligt hvad folk ville lave. Nogle tog ud på shoppetur, andre tog ud og så nye områder af byen. Nogle studerende var også ude og se Archi depot, som er en stor lagerhal fyldt med arkitekturmodeller fra forskellige japanske tegnestuer.




Kobe kød har været meget omtalt på turen, hvor nogle af de studerende var meget begejstrede for at have prøvet det.






Så alt i alt en god og tiltrængt fridag.

Camilla og Kirstine

lørdag den 1. juli 2017

TOKYO - DAG 2

Udflugt til Omote Sando området.

Formiddagen startede med et besøg på kunstmuseet Nezu, som ligger i Minato området af Tokyo, der emmer af velstand. Museet er særlig kendt for sin omfattende japanske have. Denne have fik vi dog ikke set, da programmet var stramt.

Derefter gik tiden med at se de store flagskibe af diverse designer brands, herunder blandt andet Prada, Miu Miu store og Tod's. Fælles for disse bygninger er de er eksponeret og fremstår meget eksklusive og dyre, med legende transparente facader som inviterer den besøgene ind.

Vi var også forbi Taleshita-dori, som er en hel gade dedikeret til teenage-shopping. Her fik Mads Bue shoppet er super sprød FILA t-shirt og Callesen nogle flotte sandaler.

Efterfølgende blev vi præsenteret for et af Kenzo Tanges mesterværker: Olympic stadium, fra 1964. De cirkulære bygninger drager paralleller tilbage til formerne i traditionelle japanske templer, men samtidig moderne i formudtryk og teknik. Her fik vi lov til at opleve den mindste af de to elegante perler, hvor der indenfor var kvinde basketball. Stemningen gav forestillinger, om hvordan bygningerne og de urbane japanske haver blev anvendt og brugt under OL 1964.

Dagen sluttede med et besøg i Tokyos travleste lyskryds - Shibuya Crossing, hvor menneskemængderne var enorme. Det samme var de store tv-skærme med reklamer, som gav en digital indsprøjtning som vi endnu ikke har oplevet endnu på turen.

Derefter blev vi sluppet fri af sensei Claus, efter en lang dag med ømme ben og trætte fødder. Turen gik så hjem på vores hostel for de fleste.

Jakob og Mads

fredag den 30. juni 2017

TOKYO - DAG 1

Første dag i Tokyo. En varm velkomst, men en anelse trist og grå. Det resulterede i en turistgruppe fra en anden verden, efter vi havde plyndrede en lokal købmand for alle hans paraplyer.


Vi startede i bydelen, Shimbashi, hvor vi så japansk metabolisme fra efterkrigstiden og så gik vi  til Ginza, hvor vi så utallige high-tech butiksfacader der alle forsøgte at være mere iøjenfaldende og bemærkelsesværdige end konkurrenten inde ved siden af.


Det meste af eftermiddagen og aftenen gik med at se blot et enkelt programsat værk, Sendai Mediatheque, i Sendai der ligger 350 km nord for Tokyo. Åbne grundplaner, jordskælvssikret konstruktion og en transparent facade, som serverede panoramaudsigt henover en stor allé af trækroner langs en af Sendais hovedveje, var nogle af de interessante fokuspunkter ved værket. Det bliver den mest nordlige destination på turen.


Vores meget beskuede og muskuløse islænding (Björn) blev for kort tid siden modtaget med klapsalver af resten af holdet, efter hans bedrift, da han havde brugt over en halv million Yen i samme butik! Det gik udover et Canon 5D Mark IV (kamera).


Det er fredag d. 30. og vi har lige fået fucking SU!!! Resten af sommeren må stå på nas ved mor og far, eller pasta med ketchup, fordi klokken er nu 23:00 lokal tid og vi er på vej ud i Tokyos natteliv for at hamre bajer og cocktails, ses!

Björn og Jacob

mandag den 26. juni 2017

NAOSHIMA - DAG 1

Mandag var den helt store rejsedag, hvor turen gik fra hostellet i Kyoto til en lille ø Naroshima, der ligger nogle hundrede kilometer syd for Kyoto ud for Okayama.

Dagen startede tidligt ud med at pakke det sidste til ens kuffert og få en hurtig omgang morgenmad inden vi skulle mødes på Kyoto Station kl. 7.30. Fra Kyoto Station gik turen videre til Okayama Station med Shinkansen, hvilket er et lyntog, der kører mellem Tokyo og Kyūshū.


Efter 1 time og 15 minutter ankom vi til Okayama Station, hvor vi hurtigt skulle videre med et lokaltog, JR Marine Liner, til Chayamachi Station. Dernæst skulle vi med endnu et lokaltog til Uno Station for at komme med færgen til Naroshima. Den lange togtur bød på mange kontraster fra storbyen i Kyoto, til rismarker og mindre byer samt mere øde og vildtbevoksede grønne områder.


Efter at være ankommet til Uno Station gik vi den korte tur fra stationen  ned til færgeterminalen på havnen i Uno. Efter at have samlet kufferterne ved terminalen gik turen imod "verdens bedste 7eleven" (Claus, 2017) for at proviantere både frokost, lidt snack og drikkelse til turen og den første aften i hytterne på Naoshima. 

Kl. 12.15 afgik færgen fra havnen i Uno mod havnen i Miyanoura på Naoshima. På den meget smukke sejltur var det muligt at betragte de mange klippeøer omkring Naoshima, der er vildt bevokset med mange grønne træer. Vi ankommer til Miyanoura efter 20 minutters sejltur, og kan betragte den lille havneby, der nærmet er placeret mellem store, høje klipper og bakker. 



Naroshima har været beboet i mange århundrede og lignede for år tilbage alle de andre øer i inderhavet. Befolkningen på øen var svindende, og de levede af en blanding mellem fiskeindustri og pension. Men i 90'erne blev øen omdannet til en kunstattraktion af Benesse Corporation, hvor man ved Benesse Art Site Naoshima fik mulighed for at opleve noget af Japans bedste noderne kunst i smukke omgivelser.

På havnen i Miyanoura venter to søde mennesker på os. De skal fragte vores bagage til Rest House Tsutsuji-so, hvor vi skal overnatte, og derefter får vi udleveret cykler, så vi kan cykle til hytterne. Vi skal bo tre dage i mongolske campinghytter på standen i Tsutsuji-so, hvilket ligger et kvarters tid væk på cykel fra Miyanoura. På cykelturen så vi to forskellige kunstværker, der er placeret på havnen i Miyanoura, og da vi cyklede op ad bjergene fik vi en fantastisk udsigt over vandet og øerne omkring.



Da vi ankommer til Tsutsuji-so omkring kl. 14.00 bliver vi inkvarteret i de fine telte, og da eftermiddagen står på afslapning ssmutter alle i badetøjet og ned på stranden. Selvom vandet er en smule koldt kommer de fleste i, hvilket var dejligt efter den lange rejse fra Kyoto. Om eftermiddagen var der plads til at spille et spil, læse en bog eller bare slappe af og snakke sammen inden den op aftenen stod på BBQ dinner på campingpladsen. 



Til middagen var både forskellige stykker kød og fisk samt grønsager, der skulle grilles over store grills, der var placeret omkring nogle borde i en pavillon. Middagen var meget lækkert og snakken gik højt ved alle borderne.

Maria S. og Mathilde

søndag den 25. juni 2017

OSAKA

Dagen startede med at tage metroen fra Kyoto til Osaka. Da vi ankom besøgte vi Umeda Sky building, en 173m høj skyskraber fra 1993 tegnet af Hiroshi Hara. Den 40 etagers høje bygning bød på en fantastisk udsigt ud over Osaka.



Senere bevægede vi os igennem det moderne kvarter America Mura. Kvarteret har en mere kunstnerisk og alternativ atmosfære, da der både er flere specielle butikker og befolkningens udstråling er mere afslappet.


Herefter bevægede vi os ind i Den Den Town, som er et meget hektisk shopping distrikt eller bedre kendt som den elektriske by. Her fik vi 2 timer på egen hånd til at finde frokost og gå på opdagelse i de forskellige butikker.



Næste stop var Namba Park, som er et shopping center med bæredygtig karakter. Centeret har grønne taghaver, der er fordelt på flere niveauer og danner tilsammen et større grønt område midt i Osaka by. Den grønne struktur står i kontrast til de store højhuse og det ellers hektiske miljø. Namba Park er derfor et sted med et lavere tempo og giver plads til fordybelse.



Dagen sluttede af med at vi skulle spise aftensmad med en gruppe japanske dansk-studerende. En super hyggelig aften, hvor der blevet smagt forskellige retter af japansk mad og samtalerne foregik på dansk. 


Så alt i alt en oplevelsesrig dag med storskala arkitektur, storbyliv og nye venskaber.

Cathrine og Anne